§ 1 - Navn
Dansk Stålinstitut
§ 2 - Formål
- At samle alle, der interesserer sig for stål i den hensigt at formidle kendskabet til stålets alsidige anvendelsesmuligheder.
- At fremme videnskabelige, teknologiske og uddannelsesmæssige formål samt udføre informationsvirksomhed.
-
At etablere kontakter til nationale og internationale institutter og interesseorganisationer m.v., samt være et fælles organ ved kontakt til offentligheden, offentlige myndigheder,
opinionsdannende grupper, udvalg, selskaber m.v., der skønnes at have betydning
for stålets udvikling og anvendelse.
§ 3 - Optagelse
Som medlem af Instituttet kan optages virksomheder, institutioner og personer, der interesserer sig for stål og dets anvendelse.
Anmodning om optagelse i Instituttet stiles til bestyrelsen.
Optagelse i Instituttet og placering i kontingentgruppe afgøres af bestyrelsen.
§ 4 - Kontingent
Det årlige kontingent fastsættes af den ordinære generalforsamling.
Gruppe A |
Personmedlemmer |
1 stemme |
Gruppe B |
Virksomheder med 1-25 fuldtidsansatte |
3 stemmer |
Gruppe C |
Virksomheder med 26-50 fuldtidsansatte samt grossister |
5 stemmer |
Gruppe D |
Virksomheder med 51-100 fuldtidsansatte |
7 stemmer |
Gruppe E |
Virksomheder med 101-500 fuldtidsansatte |
9 stemmer |
Gruppe F |
Virksomheder med over 500 fuldtidsansatte |
9 stemmer |
Eventuelle stigninger i kontingentet skal være procentuelt ens mellem kontingentgrupperne.
Kontingentet opkræves pr. giro med 1/4 hvert kvartal. Beløbet skal være indbetalt
inden udløbet af den første måned i kvartalet.
Er kontingentet ikke indbetalt inden kvartalets udløb, ifalder medlemmet en
strafrente på 1,5 gange den til enhver tid gældende diskonto og stemmeretten
fortabes.
§ 5 - Indskud
Ved optagelse som medlem i Instituttet betales et indskud på 10% af det til enhver tid
gældende årlige kontingent.
Indskuddet tilbagebetales ikke.
§ 6 - Udmeldelse, sletning og eksklusion
Udmeldelse af Instituttet skal foretages skriftligt med minimum 6 måneders varsel
for udtrædelse til den førstkommende ordinære generalforsamling.
Udmeldelse sker automatisk ved tvangslikvidation.
Uden at iagttage ovennævnte tidsfrist kan et medlemsforhold bringes til ophør:
- Når medlemmet pådrager sig restance.
- Når medlemmet har overtrådt Instituttets love, modarbejdet dets formål
eller på anden måde vist ukollegial optræden, og bestyrelsen eller 1/3 af
Instituttets medlemmer som følge heraf stiller forslag om medlemmets
eksklusion til en generalforsamling og et sådant forslag vedtages.
En sådan generalforsamling skal indkaldes med mindst 14 dages varsel, med
det her nævnte punkt på dagsordenen, som udtrykkeligt skal fremgå af
indkaldelsen.
Når et medlem er udmeldt, slettet eller ekskluderet, fritages medlemmet ikke herved
for sine forpligtigelser med hensyn til betaling af eventuelle resterende medlemsbidrag.
Genoptagelse af et medlem, som er udtrådt eller slettet af Instituttet, kan kun ske mod
erlæggelse af nyt indskud og betaling af eventuelle restancer.
Ingen, hvis medlemsforhold til Instituttet er ophørt, har noget krav på Instituttets formue.
§ 7 - Bestyrelsen
Instituttets bestyrelse, der er ulønnet, består af 7 medlemmer.
Valgbar til bestyrelsen er de til generalforsamlingen af eet eller flere medlemmer
indstillede personer.
Bestyrelsens medlemmer vælges af den årlige ordinære generalforsamling for 2 år ad
gangen, således der lige år afgår 3 medlemmer og hvert ulige år 4 medlemmer.
Skulle et medlem afgå inden valgperiodens udløb, indtræder der ikke noget nyt
medlem. Hvis der herefter opstår stemmelighed, er formandens stemme afgørende.
Bestyrelsen suppleres ved den efterfølgende ordinære generalforsamling.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand og næstformand.
Det påhviler bestyrelsen at føre en protokol over sine møder. Protokollen fremlægges
på den årlige ordinære generalforsamling til gennemsyn af eventuelle interesserede
medlemmer.
§ 8 - Kompetence
Bestyrelsen har den styrende myndighed i alle Instituttets anliggender.
Til at træffe gyldige beslutninger kræves at mindst 4 af bestyrelsens medlemmer er
tilstede.
Bestyrelsen har ret til at disponere over Instituttets midler til alle sådanne formål, hvor
det drejer sig om varetagelse af Instituttets interesser.
§ 9 - Møder
Bestyrelsesmøder afholdes 3 gange om året med dagsorden ifølge mødeindkaldelsen.
Bestyrelsen kan dog indkaldes efter behov, og skal desuden altid indkaldes, når blot 4
bestyrelsesmedlemmer fremsætter ønske herom.
Bestyrelsen fører en protokol over sine møder, der underskrives af de tilstedeværende
bestyrelsesmedlemmer, i øvrigt som anført i § 7.
§ 10 - Regnskab og revision
Instituttets regnskabsår er kalenderåret.
Regnskabet føres af Instituttets sekretariat.
Instituttets regnskab revideres af en af generalforsamlingen valgt statsautoriseret
revisor.
Revisor vælges for eet år ad gangen.
§ 11 - Generalforsamling
Generalforsamlingen har den øverste myndighed i alle Instituttets anliggender.
Mødeberettiget på generalforsamlingen er medlemmer og bestyrelsen. Stemmeberettiget
er restancefri medlemmer med det antal stemmer, der er defineret i § 4.
Dog er det tilladt gennem skriftlig fuldmagt at lade sig repræsentere ved en anden
mødeberettiget, der foruden sin egen stemme/r kun kan afgive stemmer for eet medlem
ifølge fuldmagt.
Alle afstemninger er skriftlige.
Afgørelser kræver almindelig stemmeflerhed.
Lovændringer kræver dog at 2/3 af Instituttets stemmer er tilstede eller repræsenteret,
og at forslag vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.
Såfremt generalforsamlingen ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalfor
samling, der skal afholdes inden 14 dage.
Denne kan tage beslutning uafhængigt af antallet af de tilstedeværende og repræsenterede
stemmer.
§ 12 - Dagsorden og indkaldelse
Instituttet afholder en årlig ordinær generalforsamling, der ledes af den af forsamlingen
valgte dirigent.
Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned
med følgende dagsorden:
- Valg af dirigent.
- Bestyrelsens beretning.
- Forelæggelse af det reviderede regnskab og decharge.
- Behandling af indkomne forslag.
- Instituttets aktivitetsplaner i det kommende år.
- Budget og kontingent fastlægges.
- Valg af bestyrelse.
- Valg af statsautoriseret revisor.
- Eventuelt.
Indkaldelsen sker pr. brev, der tilstilles hvert medlem senest en måned før generalforsamlingen.
Dagsorden for generalforsamling udsendes sammen med indkaldelsen.
På generalforsamlingen kan der kun tages beslutning om de på dagsordenen opførte
spørgsmål. Forslag fra medlemmer må, for at blive optaget på dagsordenen, være
indleveret til Instituttet senest 14 dage før generalforsamlingen.
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen, når denne finder det
nødvendigt, eller mindst 1/3 af Instituttets stemmer skriftligt begærer dette og
ledsager begæringen med opgivelse af, hvilke sager der ønskes behandlet.
I sidstnævnte tilfælde skal den ekstraordinære generalforsamling afholdes snarest
muligt og senest 14 dage efter, at den skriftlige begæring er kommet bestyrelsen i
hænde. Indkaldelsen sker med mindst 8 dages varsel og skal ledsages af dagsorden
for den ekstraordinære generalforsamling.
§ 13 - Sekretariat
Sekretæren ansættes af bestyrelsen på vilkår i henhold til funktionærloven.
Bestyrelsen udarbejder ansvars- og kompetenceskrivelse.
Tegningsrettigheder overdrages til Sekretæren ved fuldmagt underskrevet af
bestyrelsesformand samt ét bestyrelsesmedlem eller den samlede bestyrelse.
§ 14 - Instituttets opløsning
Instituttets opløsning kan kun finde sted på en ordinær generalforsamling og skal
for at have gyldighed bekræftes af en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling.
Stemmereglerne er de samme som i § 11.
Generalforsamlingerne skal samtidig træffe beslutning om anvendelse af Instituttets
formue.
Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 31. oktober 1984.
Lovene revideret på den ekstraordinære generalforsamling den 3. april 1986.
Lovene revideret på den ekstraordinære generalforsamling den 19. april 1989.
Lovene revideret på den ekstraordinære generalforsamling den 11. april 1996.
Lovene revideret på den ekstraordinære generalforsamling den 7. april 2004.